“De seneste dage har avisen skrevet om tilvæksten af borgere i Silkeborg Kommune. 1462 steg befolkningstallet sidste år, så vi nu var 95.488 ved årsskiftet.
Vi kan ikke blive mange nok ifølge byens ”vise” mænd. Målet 105.000 indbyggere.
Silkeborg Kommune er et dejligt sted, så det er ikke mærkeligt, at der er mange, der gerne vil bo her, og tilflyttere skal være velkomne.
Men det skal ske i et tempo, hvor vi kan følge med, så der er daginstitutioner og skoler til børnene; så der er plads til den ekstra trafik i lokalområderne; så fritidsfaciliteterne er tilstrækkelige, og så budgetterne indenfor social-, sundheds- og ældreområdet kan følge med.
Flertallet i byrådet opfører sig, som om indbyggertallet er en konkurrence, hvor det bare gælder om at blive flest. Og taler med skræk i stemmen om, hvor galt det vil gå, hvis vi ikke bliver flere og flere.
Når bekymrede borgere peger på, at der mangler plads til børnene, så siger de bare: – det løser vi undervejs. Det sker så med flere års forsinkelse.
Enhedslisten vil ikke sætte bomme op ved indfaldsvejene, som væksttilhængerne påstår, men vi mener, at kommunen skal stoppe sin hvervekampagne, ”Silkeborg Kalder”.
Kommunens udviklingschef kalder ligefrem andre kommuner for ”jagtmarker” og vil udvide sit jagtområde til også at omfatte København.
Øjnene er skarpt rettet mod Viborg Kommunes placering som Danmarks niende største kommune. Den plads skal Silkeborg have. Men hvorfor?
Lad os rette op på vores haltende infrastruktur, i stedet for aggressivt…”