Konstitueringsaftalen 2017 – words, words, words

På byrådsmødet mandag d. 26. april blev det besluttet at droppe konstitueringsaftalens mål om, at Silkeborg Forsyning skal være co2-neutral i 2025. Man løber fra et rimeligt og nødvendigt mål, fordi politikerne og til dels Silkeborg Forsyning har ”glemt”, hvad der blev aftalt på valgnatten. Uanset om en aftale er nedskrevet på glittet papir eller på en serviet, er et ord vel et ord og en mand en mand. Åbenbart ikke, når manden er politiker i Silkeborg Kommune.

Politikerne har i tre et halvt år ”glemt” at fortælle Silkeborg Forsyning, at målet er, at forsyningen skal være co2-neutral i 2025. Samtidig har Silkeborg Forsyning med en formand, der sidder i byrådet for borgmesterpartiet, ageret, som om man ikke vidste noget om det givne mål. Det er simpelthen pinligt og forfærdeligt, at ingen har handlet på et klart mål, der understøtter løsninger på verdens største udfordring: klimaforandringerne. Hvorfor man har lænet sig tilbage og ikke gjort noget, er mig simpelthen uforståeligt. Blålys og spin?

”Words, words, words.” Det var Hamlets svar til Polonius på spørgsmålet: ”Hvad læser De, my lord?” Både jeg, Hamlet og sikkert også andre, der bekymrer sig om miljøet, læser ”words, words, words”, når vi ser på konstitueringsaftalen 2017 i Silkeborg Kommune.

Nu ønsker vi at se reelle handlinger, der understøtter de fine ord i Silkeborg Kommunes klimamålsætning.

Silkeborg Kommune har for nylig tilmeldt sig Miljøminister Lea Wermelins konkurrence om at finde de vildeste idéer til fordel for den vilde natur. Det gælder om at blive Danmarks vildeste kommune. Ligeledes er man i gang med at formulere en biodiversitetspolitik. Nu håber vi, der er bekymrede for natur og miljø, ikke, at også disse initiativer blot bliver ord, ord, ord.

Søren Thomsen, Ans

Byrådskandidat for Enhedslisten Silkeborg