I lørdagsavisen gav Jørn Rye Rasmussen sin fortælling om konstitueringsdramaet på valgnatten efter kommunalvalget.

Han forklarer, at det ikke var SF, der afgjorde, at Steen Vindum fik borgmesterposten, og det er jo ganske rigtigt. Det var den radikale Johan Brødsgaard, som med dygtigt, taktisk magtspil sikrede det resultat. Med ultimative krav om udvalgsformandsposter, plads i Økonomiudvalget til både radikale og Alternativet – plus en viceborgmesterpost til Brødsgaard selv.

Set i bakspejlet var det ganske klart, at det hele tiden var den radikale plan, at Venstre skulle have borgmesterposten.

Ligesom Jørn Rye Rasmussen var jeg også til stede i det fælles lokale på valgnatten. I samme sekund som det gik op for os alle, at Alternativet og Radikale havde peget på Vindum, forsvandt Hans Okholm uden et ord til os andre (inkl. Jørn Rye Rasmussen), og først senere fandt vi ud af, at han var ved at gøre sine hoser blå for den genvalgte borgmester for at sikre sig en udvalgsformandspost.

Med succes må man sige, selv om det til hans store fortrydelse ikke blev til en plads i Økonomiudvalget.

Til gengæld har Hans Okholm og SF siden stået last og brast med borgmesterpartiet.

Men selvfølgelig skal Jørn Rye Rasmussen som sædvanlig også levere en ”sviner” til Enhedslisten.

”… og så lever vi med, at Enhedslisten kaldte os klasseforrædere.”

Det er bare noget sludder. Selv om vi syntes, at det var en ynkelig optræden, kaldte vi ikke SF noget, men vi rystede da noget på hovedet internt.

Vi havde jo lige oplevet, at det var De Radikales og Alternativets skinforhandlinger, der gav udslaget.

Vi er ganske klar over, at Jørn Rye Rasmussen ikke ønsker, at SF har et ”tæt og fortroligt” samarbejde med Enhedslisten, sådan som han foregiver at savne det i forhold til Socialdemokratiet.

Men han burde holde sig for god til selv at digte historier om, hvad vi skulle mene om SF.