“Her på en af årets mørkeste dage, en lille politisk betragtning at gå på juleferie med.

De seneste ugers fokus på inhabilitet i Silkeborg Kommune har afsløret en kedelig tendens i kommunens øverste lag. En tendens til at lukke af og lukke ned.

Her er tre konkrete eksempler

Det lange notat om byrådskollega Jarl Gorridsens mulige inhabilitet blev gemt af vejen for os byrådsmedlemmer med mange krumspring, før det – ud af det blå – blev lagt ved som offentligt tilgængeligt dokument til byrådsmødet i mandags. Jeg måtte blandt andet lide den tort at bede borgmesteren seks gange om at sende det ud til os som byråd, indtil det altså lå fremme til alles skue. Underligt forløb.

Da jeg som byrådsmedlem bad om sagsindsigt i omstændighederne omkring udarbejdelsen af samme notat, og det forkortede og ændrede notat, vi fik tilsendt til byrådet i stedet, skulle jeg så grueligt meget igennem. Først var der ikke noget,…”

Det kommer måske som et chok for mange, men vi 31 medlemmer af Silkeborg Kommunes byråd er ikke de klogeste hoveder i kommunen.

Vi er i byrådet i Silkeborg Kommune til gengæld de 31 borgere i kommunen, der har fået det ærefulde hverv, i samfulde fire år, at træffe beslutninger på borgernes vegne.

Når det nu er sådan, at vi ikke er de klogeste, men vi til gengæld er dem, der beslutter, er det på alle måder velkomment, sundt og naturligt, at borgere giver sig til kende på alle tænkelige måder, så vi som byrødder får hjælp til at tage de bedste beslutninger. Nogle borgere gør det mere elegant end andre. Nogle gør det ad en kanal, andre af andre kanaler. Nogle gør det selv, og andre via foreninger, meget gamle som helt nye.

I et nyligt læserbrev skriver min byrådskollega Jarl Gorridsen, som en kommentar til de seneste ugers sunde debat om byudvikling i 8600 Silkeborg, at vi skulle prøve at leve uden udvikling.

Det ser jeg virkelig ingen grund til, at vi skulle prøve.

For det er jo en kendsgerning,…